kurt lanthaler
fanes.textverarbeitende manufactur





Bücher
    Das Delta
    : himmel & hoell
    Napule
    Weißwein und Aspirin
    Offene Rechnungen
    Azzurro
    Heisse Hunde
    Herzsprung
    Grobes Foul

    Der Tote im Fels

    Diversa

Theater, Oper
Hörspiel, Film
Übersetzungen
Goldfishs Reisen ...

Annotate

italiano
ladin
ελληνικά

dansk
   Den døde i bjerget
english

Installationen
Bilder

Varia
/ BioBibliographie
Termine




mail
Stand 12.06.2009


Den døde i bjerget
(Der Tote im Fels)

Forlaget Modtryk. Å
rhus, 2000
Oversat af Hans Christian Fink

(Roman.  Haymon Verlag, 1993. Diogenes Taschenbuch, 1999)




Med en svamp tørrede jeg bogstaverne og pilene af tavlen. Hieroglyfferne havde gemt forklaringen på to dødsfald. Den ene var sprængt i luften under tunnelarbejdet, den anden dukkede bare op. Ulykke eller mord? Det eneste, jeg kunne konstatere, var, at disse to sølle gutter havde været indblandet i lidt ejendomshandel inden de udåndede. Og politiet? På bar bund, som sædvanlig!
Djenett, trucker og fritidsdetektiv, kommer i besiddelse af en dokumentmappe hvis inhold kan opklare sagen, men mappen bringer ham også i tættere kontakt med ejendomsspekulanter, nazister og andre skumle personer, end han bryder sig om og sundt er.
Kurt Lanthaler er fortælletalent med hang til intrige, humor og alt hvad man kan spise og drikke fra Syd-Tyrol.





I


Da jeg så ham første gang, var han død.
Da jeg så ham anden gang, var han stadig død. Og blevet farlig for mig.
I dagene ind imellem skulle jeg, ikke helt ufrivilligt og ikke ligefrem i en tilstand af total uskyld, få en del mere at se. Nok til hverken at misunde de døde eller de levende.
Han var simpelt hen død. Så langt fra livet som nogen sinde. hvad kunne man også forlange andet af manden.
De havde netop sprængt fem kubikmeter af det bedste massive alpefjeld væk i denne tunnel. Det var jo det, de var der for.
Man havde sendt dem ind i Pflerschtal for at sprænge et hul gennem bjerget. Den ene dag efter den anden. De havde borel huller i bjerget med små nåle og stoppet sprængstof i. Og gjort klar til sprængning. Så blev tunnelen rømmet. Trykbølgen blæste støv ud af rørene. Afvarsling. De rykkede ind igen og hakkede klippestykkerne af. Hunden på nabogården faldt til ro igen. Indtil næste gang.
Jeg havde tit oplevet sceneriet på denne tunnelbyggeplads.
For jeg havde tit nok trådt fødderne flade her. De havde sendt bud efter mig, og der havde ikke været noget at afhente. Det er altid det samme trivielle spil. At vognmændene i det hele taget hyrer folk som mig, skyldes udelukkende, at de har store problemer med at holde tidsplanen. Så tager de sågar irriterende idioter som mig. Det vigtigste er, at de får én, der forstår at køre en truck. Lige meget hvordan. At påtage sig en tjans som3,00cm denne, det betyder at læsse i dag og levere i forgårs. Og så roder en eller anden kontorfidus tidsplanerne sammen. Og man holder gratis i timevis med en tom lastbil og venter på, at de får den læsset.
Den slags vænner man sig til. Andre ting vænner man sig ikke til.
Denne gang blev der råbt og skreget. Alle løb. I retning af tunnelen.
Det ragede ikke mig. Men jeg kendte jo en del af de italienske arbejdere temmelig godt. Jeg spillede kort med dem.
Jeg løb med ind i tunnelrørene. I godt fern minutter. Et mørkt hul. Da vi endelig nåede frem, lå der for enden af tunnelen under et knæhøjt lag klippestykker en mand i sort jakkesæt. Han lå, hvor der egentlig ikke burde ligge andet end bortsprængt fjeld.
Umiddelbart var der ikke meget at se af manden. Arbejderne fjernede de mindste klippestykker med de bare hænder. Jeg ville ikke blande mig, her var det dem, der rådede. Der var tid nok for mig til at studere forholdene nærmere.
Det, man nu kunne se af manden, mindede mest om en opvasker med femten års karriere på transalpinske hoteller. Det så ret håbløst ud. Som det så ud, kunne det godt være konfirmationstøjet, han havde på. Stribet og ærmerne et par centimeter for korte. Ansigtet var dækket af støv. Overtrukket af et tykt lag pudder som en aldrende dame. Jeg kendte ham ikke.
Det var, som det plejede at være: konfronteret med døden blev jeg rolig; og ikke fri for kvalme.
»Herregud,« sagde jeg, »hvorfor nu det?«
»Non gridare,« sagde Santini, formanden, bag mig.
I det fugtige mørke herinde havde jeg ikke lagt mærke til ham før.
Non gridare, trenkte jeg. Det ma du nok sige, Santini. Jeg havde for et par dage siden tabt så mange penge til ham, at jeg kunne have skreget dagen igennem.
»Non serve a niente,« sagde Santini, »det hjælper ikke.«
Det samme havde han sagt, da jeg ville låne penge for at kunne spille videre. Af en italiener at være kan Santini være forbandet tør. Denne gang måtte jeg give ham ret. Her var der virkelig ikke noget, der hjalp. I hvert fald ikke i øjeblikket.
Den døde havde en dokumentmappe i hånden. Nu kunne man åbenbart ikke engang dø uden sådan en rdselsfuld tingest.
Arbejdeme forsøgte at flytte de større klippestykker med stænger, så de kunne få liget fri. Det var pokkers kompliceret, hvis man ville undgå at brække alle knogler på den døde. Af en eller anden grund ville de have ham ud så hel som muligt. Det var måske bare deres måde at vise medlidenhed på.
Luften var fugtig herinde, og varm. Man svedte, selv om man ingenting lavede. Jeg gjorde i hvert fald. Det var mig en gåde. Én ting forstod ingen af os:
»Bestia. Qua qualcuno cerca di fotterci,« sagde Santini, formanden.

Længere ude i tunnelen havde der været vanskeligheder i månedsvis, fordi de var stødt på en veritabel bæk under borearbejdet. Til gengæld var Pflerer-solsiden pludselig uden vand. Og det var ret katastrofalt, for så var man tvunget til at drikke vand fra skyggesiden. Det smagte ikke af noget som helst, var man enige om på solsiden.
Men det her var noget andet. Der, hvor de havde sprængt i dag, havde fjeldet været så massivt, som man kunne ønske sig som tunnelborer.
Det var en ret ejendommelig situation. Her stod et halvt hundrede mennesker i en halvfærdig tunnel. Langt inde i det bjerg, de i løbet af de sidste måneder havde arbejdet sig ind i ligesom muldvarpe. Og jeg, en hjælpechauffør, der ikke kunne få læsset, stod og så på. Foran os den nyligt bortsprængte stenbunke. Og rnidt i det he1e et lig.
Tunnelarbejdeme havde tidligere set døde under deres arbejde. Det samme havde jeg. Ham her faldt noget uden for skemaet.

Alvorlige ulykker, som for eksempel den første maj, for præcis en uge siden, sad dem stadig i kroppen. Der havde været en del uro dengang. I tunnelarbejdernes barakker var der blevet talt meget, heftigt og højrøstet. Selvfølgelig ville de bygge hus for de skide penge, man kunne tjene her. Men en død har ikke brug for et hus.
Og så var alle pludselig kommet ud af hulleme og havde overfaldet dem, en hel dag: politiet, carabinierierne, arbejdstilsynet, fagforeningen og en arbejderpræst. Fagforeningen var højrøstet et par timer og sendte en bleg, hulbrystet fyr, der i sin tidligere tilværelse angivelig havde skrevet en tommetyk rapport om arbejdssikkerhed. Uden så meget som at forstuve sin pegefinger.
Firmaet havde talt om skæbnen, som om den var en del af kontrakten. Bortset fra det havde firmaet været ude af stand til at se den ringeste skyld hos sig selv. Hvordan skulle det også det. Skide skrivebordsteoretikere. Mere havde man ikke til overs for dem her.
Arbejderne vidste, at lønnens størrelse også hang sammen med, at det ofte kunne blive et helvedes job her. Men man brød sig ikke om at blive ofret. Og at en af dem netop en første maj blev slået til plukfisk af et klippestykke, det var for meget for dem. Desuden havde ulykken haft en ubehagelig bismag af uundgåelighed. Som Vorherres dom. Som et menneskeoffer. Midt under arbejdet havde en metertyk klippeplade løsnet sig fra tunnelloftet. Og var med centimeters nøjagtighed braset ned over arbejderen.
Man havde ganske enkelt væltet tidspresset over på dem. Og det havde begravet en af dem under sig.

I årevis var tunnelarbejdet blevet forsinket på grund af politiske studehandeler. Politikeme havde opført sig, som om de havde med et hundredårsprojekt at gøre. Det drejede sig jo faktisk bare om at bygge en ny jernbanetunnel. Den gamle var næsten hundrede år. De østrig-ungarske ingeniører havde dengang trukket en underjordisk sløjfe gennem Pflerschtal for at lette de hostende lokomotiver arbejdet med at bestige Brennerpasset. Med en stigning på 23 promille og kurveradier på op til 229 meter.
For det modeme Europa var det både for meget og for lidl. Den nye tunnel skulle have en større radius for at tillade højere hastigheder. Så enkelt var del. I virkeligheden. Og under normale omstændigheder. Det kom til at gå helt anderledes.
Hvad tunneler angik, var man lidt kræsen her på egnen. For tredive år siden var der egentlig blevet planlagt en tunnel, der skulle passere Brennerpasset længere nede. Problemet var først og fremmest, at Brennerpasset samtidig var grænseovergang. Ikke en hvilken som helst. Men tyrolsk og italiensk og hvad ved jeg. At lægge en sådan græænseovergang i en tunnel var åbenbart ikke muligt. I årevis havde man sloges og lavet intriger alle vegne. Og været for og imod. Og lavet kompromiser. Var man modstander af én tunnel, kunne man lige så godt være modstander af alle. Også den i Pflersch. Den skulle faktisk allerede have været færdig i 1988 og kostet en bagatel af 90 milliarder lire. Nu skrev vi 1991, og hvornår tunnel en ville være færdig, måtte guderne vide. Det sidste år havde de pludselig fået travlt med tunnel en. Højst sandsynligt af de samme grunde, som tidligere havde gjort folk til modstandere.

Efter ulykken havde et par af dem forsøgt at strejke. Forgæves. Fagforeningen var forsvundet. Og jeg sagde nej til to transporter for firmaet M-Bau. Derefter kaldte den kvindelige M-Bau-direktør mig et stædigt bæst. Måske havde hun ret. Jeg ved det ikke.

Jeg vidste heller ikke helt præcis, hvad jeg gjorde nu. Ingen havde sendt mig herhen. Jeg kunne have ventet udenfor med min lastbil. Indtil ophidselsen havde lagt sig. I stedet stod jeg i en tunnel, som de italienske statsbaner havde bygget på i årevis. Og foran mig lå et lig.
Måske var kørselen blevet for kedelig for mig. Måske foregik der for lidt i denne alperoseegn. Eller for meget. Måske havde jeg mistet kontrollen over mig selv. Men hvomår har man kontrol over sig selv.

De arbejdede sig forsigtigt frem. Som om han stadig var i live. Da arbejdeme fjemede endnu en klippeblok, kom dokumentmappen langsomt til syne. Vi havde altså ikke blot fundet et lig i sort habit, som ikke kunne være mere end et par dage gammelt. I hans hånd var der desuden en dokumentmappe i læder.
Her, hvor der indtil for kort tid siden havde været massivt fjeld og ikke andet. Og over yore hoveder et bjerg i godt 2000 meters højde. Oppe på toppen lå der stadig en hel del sne. Vi var trods alt først i begyndelsen af maj. Jeg havde en tydelig fornemmelse af, at der var noget, der ikke stemte her. Jeg vidste blot ikke hvad.
Tunnelarbejdeme havde ikke set mappen endnu. De var forstærkt optaget af at grave liget fri. Eller den interesserede dem simpelt hen ikke. Måske vidste de alt for godt, hvad de gjorde.
Ingen sagde noget, da jeg tog dokumentmappen ud af hånden på liget. De lod som om de ikke så det. Eller de så virkelig ingenting. To fingre greb temmelig fast om håndtaget. Jeg trak i mappen med et ryk; den løsnede sig.
Arbejdeme gav sig til at sikre stedet mod nedstyrtning.
»Meglio che tu ne vai,« sagde Santini, formanden, til mig.
Han dukkede pludselig op bag min ryg igen. Og blændede mig nu med sin pandelampe. Det var heldigt, at jeg kendte ham så godt fra kortspillet. Sådan var han altid. Kort for hovedet, somme tider uigennemskuelig. Santini drejede lampen opad og kiggede på mig. Den støvede dokumentmappe i min hånd kunne han ikke have overset.
»Non vorrei, che ti trovassero qua. Vai.«
»Già,« sagde jeg. »Giusto quello che volevo fare. Jeg er allerede gået.« Og så gik jeg. Hen mod tunneludgangen.

Det måtte virkelig ikke ske, at en af disse ordenshåndhævere mødte mig her. Jeg havde allerede haft vrøvl nok med dem. Tidligere. Det var tilstrækkeligt. Faktisk var det min agt at tilbringe de næste uger og måneder så roligt som muligt. Det var forståeligt i min alder. Godt otteogtredive år var grund nok til at søge sig en lun plads bag kakkelovnen. Blot var jeg altid uheldig med den slags. Som regel sad der allerede én der i forvejen. Og spillede uskyldig.




XXXIII


»Voilà,« sagde Totò og trak jalousiet op. »Der er han, din ven.«
Malfertheiner. Opvaskeren, ejendomshandleren. Den døde i klippen.
Bleg så han ud. Endnu blegere end for et par dage siden. Han lå pakket ind i en sæk i et køleskab på byens sygehus.
»I morgen ryger han ud,« sagde Totò. »Jeg tænkte, du måske ville se ham en sidste gang.«
Det var en vellykket overraskelse, Totò havde organiseret til mig. Hvordan han så end havde båret sig ad.
Han havde sat mig stævne ved byporten. Og i stedet for som planlagt til hvidvin, solskin og avislæsning havde han slæbt mig med til sygehuset.
»Vi skal besøge én der,« havde han sagt.
Jeg havde tænkt på alle andre end Malfertheiner.

»E allora?« sagde jeg og kiggede på Totò.
»Non lo so,« sagde Totò, »jeg ved det ikke. Mens du var væk, kørte hele historien gennem hovedet på mig en gang til. Og jeg tænkte, måske kan Malfertheiner bringe os videre.«
»Hans lig, mener du?«
»Det kunne jo være.«
»Så må han stå op og tale nu,« sagde jeg. »Måske har han ikke lyst til det. At komme tilbage til denne losseplads igen.«
»Det var jo bare en ide,« sagde Totò.
»Ciao, vecchio mio,« sagde jeg, da Totò trak jalousiet for igen.
»Det var i orden,« sagde jeg til Totò, da vi atter stod ude foran sygehuset. »Så fik han da besøg en gang til, den arme hund.«
Vi begav os på vej.





XXXIV


I aviserne stod kun det sædvanlige bræk.
Vores statspræsident havde atter haft et af sine udfald. Og havde gjort det af med en dommer, der ikke passede ham. De fleste aviser udlagde den arrogante optræden som en slags præpsykiatrisk svigt. Jeg betragtede det nærmest som normalt hos så ærkereaktionær en fugl. Ingen undte ham det længselsfuldt savnede diktatur. Det måtte være et tungt slag for ham. Så bliver man selvfølgelig lidt konfus.
Det var varmt af en majdag at være i en by så høt oppe under Brenner. Behagelig varmt.
»Jeg vil ikke begynde på det igen,« sagde Totò, der sad dybt begravet i sin sportsavis, og kiggede op fra de lyserøde sider, »men ved du, hvad jeg tænker på? Ham Gerlacher. Han passer ikke ind i historien.«
»Der er en del, der ikke passer ind i vores historie,« sagde jeg.
Temmelig meget. For meget. Det havde allerede slået mig. Vi havde tænkt for enkelt.
»E allora?« spurgte Totò.
»Niente.«
Middagssolen skinnede. Vi sad fredeligt ved det lille bord i gågaden. Vi havde vores aviser og vores hvidvin. Hvad kunne vi ønske mere.
Vi ønskede mere. Prærecis hvad, stod ikke helt klart endnu.
»Senti, Totò,« sagde jeg, »Butta via quel giornale. Dobbiamo lavorare.«
Det var det eneste, han havde ventet på. Så hurtigt havde jeg endnu aldrig set ham lægge Gazetta dello Sport til side.
»Allora,« sagde han, »non quadra, det går ikke op: Gerlacher, pusteren, la targa della machina, che ha portato via Tamara ...«
»Hvad siger du?«
»Nummeret på Alfettaen, som du gav mig. Den hun kørte væk i,« sagde han grinende. »Det findes ikke.«
»Hvad mener du?«
»Nummeret findes ikke. La mottorizzazione har det ikke. Det er ikke blevet udleveret.«
»Det kunne ligne dine kolleger,« sagde jeg.
»Può darsi,« sagde Totò. »E Gerlacher ...«
»Vent med Gerlacher,« sagde jeg, »ham er jeg ansvarlig for.«
»Evvabbene.«
»Gerlacher er færdig, den stakkel,« sagde jeg. »Han siger, Pressack og Pirpamer har taget røven på ham. Pirpamer var hans dobbeltagent. Og Pressack kendte han ikke noget til. Han har åltsa heller ikke taget hensyn til ham. Og nu bliver Gerlacher tvangsforflyttet. Han har stukket sin næse for dybt i sagen. De er netop i færd med at lægge afstand til ham.«
»Non quadra.«
»Rigtigt,« sagde jeg, »endnu ikke. Yores historie er stadig for enkel.«
Himlen. Eller hvad det nu var. Vi sad i den skønneste middagssol med et acceptabelt glas hvidvin foran os. Alligevel kunne vi ikke finde på andet end igen og igen at tale om den samme vanvittige historie. Helt normale var vi ikke mere. For første gang i mit liv længtes jeg efter en varm strand. Selv omjeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde ud at være der i mere end to minutter. Men den varme strand havde en fordel: den var langt væk.
»Che altro c'e?« spurgte Totò.
Hvad var det, der endnu ikke stemte i vores smukke historie fra i morges? Der var især én ting.
»Tiroler Investment finansierer også delvis Pressacks undersøgelser i forbindelse med hans højst private tunnelvariant. Den, man aldrig nogen sinde vil kunne bygge. Det ved vi fra Tamara. Der er noget, der ikke stemmer. De folk investerer normalt ikke en rød reje i noget, der ikke giver profit. Altså?«
»Che ne so io.«
»Tamara siger, at den linjeføring, Pressack har valgt til sin tunnel, er den geologisk dårligst tænkelige. For det første. For det andet går den ikke gennem de grunde, som Tiroler Investment har sikret sig under så vanskelige omstændigheder.«
»På den ene side spekulerer de i en tunnelvariant,« sagde Totò, »på den anden side finansierer de prøveboringer et helt andet sted.«
»Rigtigt. Og hvordan forklarer vi det?«
»Det ved jeg ikke,« sagde Totò. »Men lad os prøve at se det fra den anden side. I visse italienske kredse - skal vi kalde dem nationalistiske - er Brennerbasistunnelen ikke noget, man bryder sig om. De har indflydelsesrige folk siddende på vigtige poster. De sidste ti år har de stort set gjort alt for at hindre tunnelen. Selv om EF absolut vil have den. Og Italien vil sidde på duksepladsen i EF. Alligevel har de boykottet den. Af én bestemt grund. En tunnel, der strækker sig snesevis af kilometer ind i nord- og sydtyrolsk område, undergraver deres statsgrænse. Sarà il tunnel di Ein freies Tirol, siger de. En Digoskollega har fortalt miig, at der sidder eksperter i forsvarsministeriet. Og de siger nej. Ministeriet har uofficielt nedlagt veto. Fjenden kunne jo simpelt hen invadere landet gennem tunnelen, og man kan ikke engang bombe ham, når han overskrider grænsen.«
»Det hellige, ukrænkelige Italien,« sagde jeg.
»Certo,« sagde Totò.
»Godt,« sagde jeg, »og nu ser vi så det hele fra den anden side: Klaus-Dieter Pressack. Tro tysker og nazist. Og Pirpamer, bombemand. Og dobbeltagent. De synes også at have noget imod tunnelen. På anden måde kan man ikke forklare, hvorfor Pressack vælger den umulige variant. Ifølge petrografen. Og hun må jo vide det. Og hvad så? Hvorfor går de ned til venstre? Orografisk til højre. Det eneste svar er, at de heller ikke bryder sig om tunnelen. De vil ikke have den.«
»Perché,« spurgte Totò.
»Det har jeg også spekuleret over. Hvis det ikke havde været så entydigt, havde jeg forlængst opgivet.«
»E allora?«
»Jeg ved det ikke,« sagde jeg, »jeg er ikke tysktyroler. Det er svært at sætte sig ind i deres tankegang. Århundredets projekt, baseret på en traktat mellem tre stater, som planlæggerne kalder det, er naturligvis værre for tilhængerne af en tyrolsk alpefærestning end en førsteprioritet. Så er den hellige isolation gået fløjten. Bolværket mod tidens stormløb. Fyrstendømmet Tyrol. Også selv om de ikke præcis ved, hvad de forestiller sig ved det. Sådan et byggeri binder, forvikler, forener. Og når først der er bundet tilstrækkeligt med millioner D-mark, schilling og for min skyld lire i projektet, slipper de involverede stater det aldrig igen. Blot fordi et par romantikere ønsker en alpefæstning. De kan heller ikke købe tunnelen af dem. Den er for dyr.«
»Fantapolitica,« sagde Totò.
»For min skyld gerne,« sagde jeg, »men hvad er ikke fantapolitica?«
En skoleklasse på majudflugt passerede os netop. Den var sikkert fra en pigekostskole. Et par rninutter var vi distraheret. Vi havde andet i hovedet. Eller var andre steder.
Da spøgeriet var forbi, forsøgte jeg igen at se klarere. Hvad vi her havde sat os i hovedet, kunne man kun holde ud, når man havde drukket tilstrækkeligt. Alligevel var det den eneste forklaring, jeg kunne komme i tanker om på hele mysteriet. Og på de sælsomme alliancer.
»Merda, Totò,« sagde jeg, »vi bliver alkoholikere af den historie. Jeg gør i hvert fald.«
Jeg bestilte en omgang til.
»Pressack og hans venner fupper dem alle,« sagde jeg. »De sarnler sparepengene ind via Investment. Og spekulerer med dem til højre. Med en del af pengene. Med resten finansierer de den umulige variant til venstre. Hvis det lykkes for dem, har de vundet. Og investorerne har mistet deres penge. Hvis det ikke lykkes med tunnelen i venstre side, har de grundene i højre side. Og kan skabe problemer. Eller tjene penge. Den perfekte symbiose: penge og fascisme. Og de dumme tysksprogede skatteundragere ved slet ikke, hvad der sker med deres penge. Nydeligt.«
»Se è così, non è male,« sagde Totò.
»Jeg er enig. Det er faktisk ret smart.«
Jeg skålede med Totò.
»Alene af den grund har historien sin charme,« sagde jeg, »og derfor er den også sand. Sådan omtrent i hvert fald.«
Totò kiggede nærmere på vinen i sit glas.
»E che facciamo?« spurgte han.
»Niente,« sagde jeg, »a chi vuoi andar a racontarla una storia del genere? Hvem vil du fortælle den?«
»Al tuo psichiatra.«
»Netop,« sagde jeg.

(...)




Alle hier veröffentlichten Texte unterliegen dem Urheberrecht.
Sie stehen den Nutzern allein zu persönlichen Zwecken zur Verfügung.
Jede darüberhinausgehende Verwertung bedarf der vorherigen Zustimmung des Autors.
Alle hier nicht ausdrücklich eingeräumten Rechte bleiben vorbehalten.
© Copyright der Texte: Haymon Verlag, Diogenes Verlag, Hans Christian Fink und Kurt Lanthaler.
Gewerblicher Gebrauch nur nach Anfrage beim Autor und mit Genehmigung des Verlages


 

Den doede i bjerget. Roman.

Cover

Cover






Den døde i bjerget
dansk oversættelse


Textprobe